Smartlog v3 » Mor 2006 » En tanke...
Opret egen blog | Næste blog »

Mor 2006

En blog uden undertitel

En tanke...

28. Jan 2008 23:04, mor 2006

Tanken har strejfet mig. Flere gange.

Hvad nu, hvis jeg aldrig bliver klar til at blive gravid igen?

Det er sådan set lige meget om det er fysisk eller mentalt. Hvis jeg ikke bliver klar, så skal vi jo tage stilling til, hvad vi så skal gøre.

Vi kan vælge, at vi ikke får flere børn. Vi er meget glade for hende vi har, så selvfølgelig er det en mulighed. Den anden mulighed er, at vi adopterer en lillebror eller lillesøster.

Jeg har tænkt en del over muligheden for adoption på det sidste. Specielt fordi jeg ikke ser de store fremskridt lige nu. Jeg ønsker stadig brændende, at jeg kunne blive klar, men jeg er også realistisk. Det er ikke sikkert det sker.

Jeg nævnte tanken om adoption for min kæreste. Han havde også tænkt på det - det blev jeg rigtig glad for at han havde. For vi ønsker jo begge at få endnu en guldklump. Vi ønsker for vores datter, at hun ikke skal være enebarn.

Nu har vi åbnet for det, snakket om det. Vi ved jo også, at det tager lang tid, fra man tager valget til man står med et barn. Så måske skulle vi overveje at starte snart. Prøve om vi kan blive godkendt.

Kan man mon blive godkendt selvom man er lidt bims oveni? Når ens krop er sådan lidt ustabil? Når man har et bmi, der er noget i overkanten? Når man knapt kan få husholdningen til at løbe rundt pga. manglende energi?

Kommentarer

  1. Tine
    29. Jan 2008 05:45
    1

    Tanker er gode og når I nu begge to har den samme, hvorfor så ikke prøve at finde ud af, om I kan blive godkendte ?

    Jeg ved fra en af mine veninder, som har været nødt til at adoptere begge deres børn, at det er meget svært at blive godkendt til et danske barn, derfor valgt de et barn fra Thailand anden gang.

    Det koster jer jo ikke noget at begynde at undersøge jeres muligheder, vel ?

    Held og lykke med det.

    Knus Tine.

  2. mor2006
    29. Jan 2008 06:03
    2

    Nej, det er netop det jeg tænker - vi kan jo prøve at se om det er muligt.

    Jeg har også en veninde, der har adopteret et barn. Det har været hårdt og det har taget lang tid. Men hvis der er risiko for at jeg får det endnu dårligere næste gang, så vil jeg hellere igennem en adoption, for jeg er virkelig bange for, at jeg for alvor bliver skør i låget, hvis jeg skal igennem noget lignende og det kan min familie go jeg jo heller ikke være tjent med.

    At det så ikke bliver vores biologiske barn er for mig et mindre problem - ikke mindst fordi jeg kender og har læst om andre, der elsker deres adopterede børn overalt på jorden præcis ligesom vi andre elsker vores biologiske barn.

  3. Tine
    29. Jan 2008 08:18
    3

    Jeg tror, at det er mindre vigtigt hvorvidt man er biologisk eller ikke forældre til sit barn / sine børn, det har noget med kærligehed at gøre og kærligheden til et barn har ikke noget med det biologisk tilhørsforhold at gøre.

    En af mine veninder har adoptere to børn og en anden et. Jeg har aldrig oplevet nogen mor være så glade for et barn, som de begge to er for deres.

    I begge tilfæde var der også mange tanker, som lige skulle gennemleves, før beslutningen blev taget og det er heller ikke alle i deres familier, som har kunne klare, at der er kommet et "fejlfavet" barn ind i familien, hvilket jeg så ikke kan forstå .

    Hende med de to børn har en dansk dreng, som i familiens øjne er ok, men den fejlfarvet pige skal bare sendes retur ! Måske er det derfor, at det er hende, at de to brøn, som står mit hjerte nærmest ?

    Held og lykke med det uanset, havd I beslutter jeg til.

    Knus Tine.

  4. Mette
    30. Jan 2008 22:11
    4

    Adoption er helt sikkert en vej!
    Praktisk - og ikke for at være en lyseslukker:
    * Jeg tror dog, at du af samrådet vil blive sendt til en uvildig psykolog for samtaler mht om du er klar til at til et barn mere og hvordan du har det iøvrigt.
    * Mange lande har indskrænket muligheden for overvægtige at adoptere - for at give barnet bedre odds for at mor/far lever længere.
    DK - har også en BMI regel - jeg kan bare ikke huske den.

    Men hvis I er klar mentalt, så klø på! Find ud af om der er forhindringer - og gør dem farbare:)

  5. mor2006
    30. Jan 2008 23:29
    5

    Hej Mette,

    Tak for rådene! Jeg synes adoption er en mulighed, der er rykket nærmere. Jeg har også en veninde, der for nylig har adopteret, så jeg ved at det er svært, hårdt, dyrt og tager lang tid - men du ved jo selv, at det er det værd.

    Jeg synes egentlig det er fair nok med den der psykolog - selvfølgelig skal en adoptivmor være psykisk ligevægtig. Jeg er klar til at få et barn, men jeg er stadig ikke helt psykisk ok og tager stadig lykkepiller. Derfor skal vi selvfølgelig overveje, hvornår vi er klar til at komme til et punkt, hvor der skal tales med en psykolog.

    Jeg vidste godt, at en del overvægtige bliver sorteret fra - jeg synes ikke altid det er rimeligt, specielt fordi BMI ikke som sådan siger noget om ens sundhed.
    Man bliver helt afvist hvis man har BMI over 40 (mænd 38) og skal lægetjekkes hvis det er over 33. Min har været oppe og runde de 40 og er stadig over 33 - men de sidste kg for at komme under den streg kan jeg nu godt tabe, hvis det gælder et barn!

    Jeg er lige så stille begyndt ved at læse om andre og deres adoptioner. Jeg vil starte med at få styr på procedurerne, så vi ved, hvad vi går ind til.

    Men jeg har det godt med at vi har drøftet det sammen og begge synes det er en mulighed.

    Knus!




























Tags

Arkiv