Smartlog v3 » Mor 2006 » Traumatiske fødsler
Opret egen blog | Næste blog »

Mor 2006

En blog uden undertitel

Traumatiske fødsler

4. Jun 2007 23:30, mor 2006

Efter endnu et besøg hos psykologen søgte jeg lidt efter en hjemmeside som hun snakkede om. Jeg ved ikke om je fandt den rigtige, men jeg fandt da et par sider, som jeg har set lidt på.

Det er på en måde godt nok at vide, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet de reaktioner, som jeg har haft, men samtidig er det ret uhyggelig læsning.

Jeg har følt mig meget alene efter fødslen og jeg har ikke rigtig følt at nogen kunne forstå mig - mange andre har jo født børn uden at få det som mig. Det er svært at blive i troen om, at det ikke er min skyld og at det ikke var en fødsel som alle andre, når dem man snakker med negligerer det som en stærk reaktion på en hel normal fødsel og ikke en normal reaktion på en helt igennem hæslig oplevelse.

Jeg føler også en manglende forståelse for at jeg har brug for at tale med en psykolog. Ikke at der er så mange, der ved det, men spørgsmålet om, hvor længe jeg nu skal blive ved med det, dukker da op engang imellem. Og jeg orker ikke at forklare hvorfor jeg har brug for det og jeg ønsker heller ikke at gøre min familie unødvendigt bekymrede for mig, som de sikkert ville blive, hvis de læste nedenstående artikler.

Netsundhedsplejerske

Dinbaby

Jordemoderforeningen

Jeg har ikke nået at læse det hele, men jeg genkender så meget af det jeg har læst. Jeg har ikke før oplevet traumer og jeg var ikke bange for at føde, hvilket skulle være store risikofaktorer. Jeg havde tiltro til, at personalet på sygehuset ville støtte mig og sørge for at fødslen forløb godt.

Jeg oplevede alligevel mange af de ting, der står i artikerne. Jeg blev ikke hørt og respekteret. Jeg blev ikke ordentlig smertelindret ift. de problemer jeg havde med mit bækken. Kontrollen blev taget fra mig. Det hele gik alt for hurtigt og var meget voldsomt. Jeg følte ikke at jeg kunne klare mere. Behandligen og hjælpen var skiftende, upersonlig, utilstrækkelig og uværdig. Ingen forklarede mig ordentligt, hvad det var, der skete. Forløsningen af barnet var traumatisk og krænkende. Barselsomsorgen var ikke tilstrækkelig - jeg fik hverken den fysiske behandling eller den psykiske støtte jeg havde brug for.

Selvom jeg godt ved alt det, så har jeg alligevel engang imellem en tendens til at skyde noget af skylden på mig selv. Ikke det hele, for jeg ved godt, at det ikke er alle dem, jeg var i kontakt med, der handlede korrekt. Men til tider føler jeg lidt at jeg var svag og at jeg burde have gjort mere.

Men i hvert fald er det lidt skræmmende at genkende det ene symptom efter det andet. De hyppigt forekommende flash-backs, søvnløsheden, uro når jeg møder de mindste ting der minder mig om det, let til gråd, koncentrationsbesvær og hukommelsestab.

Bare det at læse artiklerne og skrive om det giver en stor indre uro og det er lige ved at få mig til at græde. Igen kører oplevelserne gennem hovedet og en del af mig prøver desperat at lave den om, selvom min fornuft godt ved at det kan jeg ikke.

Tags

Arkiv